Aktuelt · Politik · Teater og dans
Småjusteringer for Det Kongelige Teater
En ny aftale for Det Kongelige Teater. Færre penge – ingen nyheder.
Hvert fjerde år indgår et bredt flertal af folketingets partier en aftale for de kommende fire år for Det Kongelige Teater.
Det reelt interessante ved disse aftaler handler om teatrets budgetrammer. Disse lå denne gang helt fast ud fra kulturministerens bidrag til finanslovsforslaget. Det lykkedes ikke for teatret at opnå bredere politisk accept af teatrets budgetbehov.
Når rammen ligger fast, skal de politiske partier finde andre “sejre” i den aftale man indgår.
Kulturministerens sejre
Kulturministeren nævner fem punkter i sin pressekommentar:
- Med aftalen pålægges Det Kongelige Teater gennem sin turnévirksomhed at sikre, at teatret er til stede i hele landet
- nye samarbejder på tværs af scenekunstmiljøet
- sikre, at publikum i alle dele af landet har mulighed for at opleve scenekunstforestillinger gennem transmissioner af udvalgte forestillinger til biografer og gennem visning af forestillinger på DR’s kanaler
- spille udvalgte forestillinger på egne scener i sommerperioden
- analysere og kortlægge teatrets overenskomster med henblik på at afdække uhensigtsmæssigheder
Aftalen for 2012-2015
Blandt disse fem punkter indgik de 4 allerede i forrige aftale for 2012-2015. Kun punktet om at rydde op i overenskomster er aftalemæssigt nyt. I 2012-2015-aftalen nøjedes man med at kræve “effektiviseringer”.
I aftalen for 2012-2015 stod bl.a.:
- Teatret skal fastholde et stort antal turnéforestillinger og samtidig forny turnébegrebet
- samarbejde med vækstlaget inden for dansk scenekunst
- nye og anderledes formater, som eksempelvis særlige visninger af forestillinger i biografer…styrke samarbejdet med DR og TV2 om flere tv-optagelser og transmissioner
- Teatret skal bruge sommersæsonen til at møde publikum såvel i hovedstaden som rundt i Danmark.
Mindre detailstyring
Alternativets kulturordfører, Rasmus Nordqvist, har i en kommentar glædet sig over, at “I stedet for at gå i den sædvanlige Christiansborg-fælde, hvor man detailstyrer alt, så kan teatrets ledelse rigtig langt hen ad vejen selv organisere deres arbejde.”
Denne vinkel på aftalen falder i fin tråd med tidligere kulturminister Uffe Elbæks kommentar ved aftalen for 2012-2015: “Vi er kommet væk fra detailstyring af Det Kongelige Teater. Det betyder, at vi tydeligt signalerer den tillid, vi har til, at Det Kongelige Teaters ledelse vil sørge for, at teateret også i fremtiden leverer scenekunst af høj kvalitet.”
Forbehold for besparelser
Oppositionen (Socialdemokraterne, Alternativet, Radikale Venstre og SF) tilføjer til aftalen, at man ikke dermed har tilsluttet sig regeringens spareramme på 2% årligt i de kommende 4 år.
Enhedslisten undlod denne gang at medvirke i aftalen – ud fra samme argument, som den øvrige opposition, men således helt uden ansvar for aftalens indhold.
Derfor er det naturligvis helt forkert, når TV2.dk skrev, at det er “Besparelser, når det gælder nationalscenen, som samtlige partier står bag.”